Bevægelsen er død, længe leve bevægelsen!
Den radikale venstrefløj bør kanalisere sin energi over i kampen for en antikapitalistisk klimapolitik. Man kan passende starte med at lukke Københavnertopmødet i 2009 på samme måde som man lukkede Seattle i 1999. (Af Tadzio Müller)
Bevægelsen er død! Mere præcist: alterglobaliseringsbevægelsen som et sted hvor bevægelser og aktivister kunne mødes og blive-anden sammen og forbinde deres kampe imod den nyliberale verdensorden er død. Ikke at de forskellige kampe er døde. Ej heller at vi har set det sidste til topmødemobiliseringer: I skrivende stund er forberedelserne til G8 i Japan i fuld sving og ved enhver samling af den radikale og ikke-så-radikale venstrefløj planlægger man på livet løs at nedlukke det ene eller det andet topmøde: G8 i Italien 2009; NATOs 60 års fødselsdagsbrag i Frankrig i 2009 osv. Countersummits-r-us?
Men på en eller anden måde har disse mobiliseringer ikke den samme slagkraft som tidligere; hvor mange sidste gange har der ikke været, hvor mange gange har folk ikke mobiliseret og tænkt »hvis det fejler denne gang, så stopper vi med det her«? Selv den relativt stærke tyske bevægelse kunne ikke gøre meget andet ved G8 i Heiligendamm end at indse, at det er én ting at samle titusinder i gaderne, men noget ganske andet at få disses aktioner til at give genlyd udover deltagernes egne kredse.
Misforstå mig ikke: bevægelsen døde ikke de besejredes nyttesløse død. På mange måder vandt den. Og for bevægelser som må bevæge sig for at overleve er deres sejre ofte kimen til deres bortgang, for de lever og ånder antagonisme, de har brug for en fjende. Men hvordan står det så til med vores fjende? Lad os spørge Martin Wolf, chefidéolog for Financiel times, en velformuleret og anset talsmand for den neoliberale offensiv. Da han omtalte den dag hvor Den amerikanske centralbank reddede en stor bank for at forhindre den finansielle krise i at sprede sig, skrev han: »Husk fredag den 14. marts 2008: det var dagen hvor drømmen om frimarkedskapitalismen døde«. Så neoliberalismen er død (på nogen måder). Det samme er altså (igen: på nogen måder) bevægelsen imod den, af hvilken den eksplicit antikapitalistiske strømning, fra hvis indre denne tekst er skrevet, aldrig har udgjort andet end en del. Den syntes at have mistet netop den smeltediglefunktion som kan støbe en hel bevægelse ud af en ureducerbar mangfoldighed af kampe, netop det som kan modstå den de-komposition af modstanden som stat og kapital konstant forsøger at presse nedover os. Vi har brug for en fortælling, et håb, en dynamik: på nuværende tidspunkt er alterglobaiseringsbevægelsen klart en bevægelse uden en dynamik, uden en fjende, uden et mål.
Det store nye?
Men lige så meget som der er en bevægelse uden fortælling, er der også en fortælling uden en bevægelse: klimaforandringer. Et tiltagende antal politikker (endda mange som nærmest ingen tilhørsforhold har til emnet) retfærdiggøres via deres relation til klimaet. Siden den europæiske del af bevægelsen blev udmanøvreret af G8 og specielt forbundskansler Angela Merkel i Heiligendamm i juni 2007, har den måttet indse at den må udvikle en position og en politisk praksis i henhold til klimaforandringer. Ellers risikerer den irrelevansen i denne fagre nye verden af »grønne« problemstillinger og tematiker. De mest avancerede afdelinger af kapital og statsapparat har spottet en favorable indgangsvinkel til at skabe politisk opbakning bag et nyt ‘grønt fix’ til både overakkumulationskrisen (det at for mange penge jagter for få profitable investeringer) som har forårsaget det aktuelle finansielle kaos, og til den legitimationskrise som den globale autoritet har lidt under siden kraften fra fortællingen om ‘global terrorisme’ begyndte at aftage. På en måde er det faktum at alle nu taler om klimaet en stor sejr for den grønne bevægelse. Men samtidig har det også betydet det sidste søm i bevægelsens kiste: Alle større grønne NGO’er er involveret op til halsen i forhandlingerne om opfølgeren til Kyoto-traktaten og derfor er det usandsynligt, at de vil artikulere en politisk position som vil divergere afgørende fra den dominerende dagsorden.
Så der er en bevægelse uden en fortælling og en fortælling uden en bevægelse, hvilket betyder at der ikke er meget håb for at klimaforandringerne vil blive håndteret på andre måder end dem som fremmer statslige og hvad end der nu er i den dominerende kapitals interesser. Og eftersom den antikapitalistiske standardposition angående klimaforandringer er at der er grundlæggene modsætninger mellem behovet for fortsat akkumulation af kapital (økonomisk vækst) på den ene side og behovet for at gøre noget ved klimaforandringerne på den anden, synes situationen at være ideel for en revitalisering af den antikapitalistiske politik, en politik som kan bygge bro mellem folks udbredte bekymringer for klimaet og den opfattelse at der gøres alt for lidt og alt for sent. Det er i præcis disse situationer, hvor de sædvanlige redskaber (skab et marked eller undertryk det eksisterende) ikke synes at kunne levere troværdige løsninger på problemer der samtidig af store grupper opfattes som alvorlige, at radikale bevægelser har den største mulighed for at handle og skabe historie. Det er netop når det synes umuligt at finde løsningsmodeller at der åbnes for at sociale bevægelser kan udvide det muliges grænser.
Pointeløshedens politik
I den virkelige verden er det meget sværre. I det globale norden er der bestemt forsøg på at skabe en antikapitalistisk klimapolitik, men for alle af dem gælder at problemerne tårner sig op. Set fra nordens perspektiv begyndte det hele i Storbritannien i 2006 med en klimalejr, som havde som projekt at nedlukke et kulkraftværk i Nordengland i en dag og, mere vigtigt, skabe rum for en udvikling af nye idéer og handlemåder i forhold til en antikapitalistisk klimapolitik. Lignende lejrer er blevet organiseret i Tyskland, Sverige, USA, Chile, Australien, New Zealand og andre steder og i øjeblikket virker det til at være hovedvåbnet i den fremspirende klimabevægelses aktionsrepetoire (en anelse ironisk er det, at lejrideen oprindeligt opstod ud af de dårlige erfaringer med topmødeprotestens endagsform).
Jeg vil ikke nedvurdere vigtigheden af disse lejrer, det er trods alt ikke en lille bedrift at have inspireret så mange mennesker i så mange lande, men lytter man til de mange kritikker af lejrerne, er der en ting der går igen: Bidrog de med noget udover at tilfredsstille ønsket om at gøre noget? Det føles godt at hænge ud i en lejr med sine venner og kammerater, men flere nagende spørgsmål melder sig: Hvad vil vi have? Hvad kan vi opnå? Og står hele det her campinglejrhalløj, hvor man forsøger at lukke kraftværker ned ét af gangen mens man kæmper for ikke at blive helt overdøvet af de mere magtfulde stemmer, i bare nogen grad i mål med den gigantiske udfordring, som klimaforandringer er? Det er den slags spørgsmål, som højst sandsynligt vil frustrere folk.
For at klargøre: Det betyder ikke at folk ikke skal organisere klimalejre. Bare at disse skal være en del af et større projekt, der giver dem en politisk betydning der rækker udover deres meget lokale indgriben. Vi kunne selvfølgelig håbe at denne bredere globale betydning ville vokse frem fra de bånd, som bliver skabt i mellem de forskellige klimalejre i år, men koordinationen imellem lejrerne har været begrænset eller nærmest ikke-eksisterende. Ingen fælles krav og paroler (udover det at være imod klimaforandringer, hvilket er cirka lige så politisk definerende som at være imod slå babysæler ihjel med køller), ingen samstemmig fortælling, ingen »shut down WTO«, intet »another world is possible«.
Hvis den måde, som den engelske del af bevægelsen har håndteret klimaudfordringen på, virker noget begrænset i sin politiske rækkevidde, så har vi i den anden ende af spektraet tyskernes tilgang. Forsøg på at kick-starte en klimalejrproces er her ikke alene løbet ind i de sædvanlige interne rivaliseringer og stridigheder på venstrefløjen. Den radikale venstrefløj er så akademisk og begravet i traditionen fra den kritiske teori og dekonstruktionen, at hovedsvaret på klimaudfordringen har været en kasten sig over kritikken af den dominerende klimaforandringsdiskurs samt den videnskabelige videns hegemoniale rolle i arbejdet med at konstruere klimaforandringerne som en krise. Selvfølgelig er det vigtigt at være opmærksom på, at rapporterne fra IPCC (The Intergovernmental Panel on Climate Change) kommer fra en dybt konservativ institution samt krititisk reflektere over hvordan brugen af en videnskabelig diskurs tjener til at ekskludere ikke-eksperter fra den politiske debat, men Diskurskritik kan ikke være det eneste svar på klimaproblematikken. Det svarer lidt til at kaste bøger af Adorno og Foucault efter en stormflod og håbe på at det vil få den til at gå væk.
Fra tidsløshed til effektivitet
Men lad os være ærlige: på trods af erfaringen med små udbrud af transformationsmagt i særlige overskridelsesøjeblikke burde den antikapitalistiske venstrefløj i det globale nord være vant til at være politisk ineffektiv og marginaliseret. Hvad betyder et enkelt socialt fristed i London, Kreuzberg eller Barcelona egentlig i forhold til kampen mod gentrificeringen? Passer det virkelig at en antikrigsdemonstration i San Fransisco »forstyrrer Imperiet«, som en film lavet ved lejligheden påstod? Kortslutter butikstyveri, selv udført i massemålestok, den kapitalistiske varecirkulation? For at være helt ærlig ved jeg det ikke og det tror jeg heller ikke ret mange af dem, der deltager, gør. Men, og dette er den vigtige pointe, når antikapitalister taler om kapitalismen, så føler de ikke, at de behøver at have et svar. Det er tilstrækkeligt at henvise til den non-linære dynamik, som forandringsprocesser i komplekse sociale systemer har. Underforstået: Vi kan ikke vide hvilken effekt vores handlinger udført i dag vil have i morgen (tænk sommerfugl på Bali og orkan på Haiti). Eller man refererer til et argument, der har fået en nærmest dogmatisk status i antikapitalistiske diskussioner: »Hør engang, kapitalismen har ikke eksisteret altid, den opsted et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, så den vil også forsvinde igen på et tidspunkt.« – det samme kan siges om universet! Jeg kunne blive ved med at opremse de intellektuelle tricks der bruges for at rationalisere vores relative politiske irrelevans, men håber at pointen er slået fast: At den antikapitalistiske politik i det globale nord befinder sig i en fom for tidsløshed, fordi vi enten ikke kan eller tør tænke dens effekter i fremtiden. Man kommer til at tænke på strudser. Eller den graffiti, der var sprayet på væggene i en skole i Gøteborg der blev stormet af politiet: »But in the end, we will win!«
Og det er her vi kommer tilbage til hvorfor det er så svært for den antikapitalistiske bevægelse at udvikle en politik på klimaområdet: mens diverse rationaliseringer måske kan gøre det muligt at tænke, at til slut vinder vi i kampen mod kapitalen, så er det ret umuligt at tænke sådan i forhold til klimaforandringerne. I modsætning til den antikapitalistiske kamps tidsløshed haster kampen mod det sidste. Og spørgsmålet er hvordan man håndtere tidsknapheden. De to førbeskrevne positioner (den ‘overaktivistiske’ og den ‘overkritiske’) er begge forsøg på at løse dette problem, dog begge med ret utilfredsstillende resulater. Den første overreagerer på hastværket og springer over stok og sten ind i et politisk felt domineret af meget stærkere spillere. Den anden forstår at konstruktionen af uopsættelighed og den resulterende frygtpolitik ofte er dominansstrategier, men stiller sig så tilfreds med at kritisere denne konstruktion i stedet for at enagere sig i det alvorlige problem, der ligger bag diskursen. Og hastværket er præcis et resultat af en tidskonflikt, en konflikt mellem temporaliteter. Mellem kapitalens temporalitet (kapitalen forøger konstant produktionen og det sociale livs tempo) på den ene side og de komplekse øko-samfundssystemer (der selvom de ikke er statiske og godt kan tilpasse sig nye betingelser ikke kan tilpasse sig i det tempo, kapitalen kræver) på den anden. Hvis forandringen er for hurtig, nås det berømte springende punkt, hvor processen slår over og bliver irreversibel og katastrofal (Golfstrømmens ophør er et eksempel, de polare iskappers bortsmeltning et andet).
Så hvordan håndterer vi hastværket? For det første ved at indse at det er usandsynligt, fatisk umuligt, at den politisk marginale radikale venstrefløj vil kunne nedsætte produktionen af drivhusgasser i en verden hvor akkumulationen af kapital er uadskillelig fra afbrændingen af fossile brændstoffer (»fossilitisk kapitalisme« har nogen kaldt det). Vi er heller ikke på en eller anden måde i stand til bringe økosystemernes tilpasningsevne på højde med kapitalens tempo. Men vi kan intervenere i politikkens temporalitet, i den regeringsmæssige klimapolitik, hvis funktion er at immunisere den af kapitalen skabte tempoforøgelse fra kritik ved at skabe den illusion at fortsat kapitalakkumulation er forenelig med socio-økologisk stabilitet. Sagt med andre ord at vi blot behøver at foretage et par (helst markedsbaserede) småændringer og derefter fortsætte mere eller mindre som om intet var hændt. Immuniseringens resultat er, at den potentielt eksplosive kraft i den voksende erkendelse af en antagonisme mellem kapital og menneskehed kan inddæmmes, måske endda koopteres således at det er muligt at skabe støtte til en ny omgang kapitalakkumulation (tænk på snakken om en grøn kapitalisme) samt endnu mere omfattende og dybdegående politisk regulering af vores liv.
Glem Kyoto!
Så igen: den antikapitalistiske venstrefløj i det globale nord kan ikke stoppe endsige i nogen væsentlig grad formildne klimaforandringerne. At antage det ville være at fastholde os selv i vores tidsløshed, fordi vi tidligst ville kunne håbe på at nå vores mål i en fjern og måske ikke-eksisterende fremtid. Med vores begrænsede styrke og ressourcer kan vi imidlertid intervenere i afskærmningen af kapitalens tid fra det ægte demokratis langsommelighed. Hvis vi igen formår at forlade den depressive tilstand skabt af vores dekomposition og tidsløshed, hvis vi husker på at vi som bevægelse har evnen til at være hurtigere end staten, så kan vi slippe de antagonistiske energier løs.
Hvordan bærer vi os så ad med det? Hvordan bevarer vi åbenheden i det politiske rum, som er skabt af den voksende bekymring for konsekvenserne af klimaforandringerne, en bekymring som har potentialet til at skabe nye idéer og løsninger, nye muligheder som måske endda peger udover kapitalismen? Hvordan intervenerer vi i forhold til de magtfulde kræfter, der presser på for at få en ny grøn kapitalisme, et øko-imperium, en global, autoritær øko-keynesianisme? Hvis tidsknapheden tvinger os til at være effektive, hvordan kan vores lille, ressourcesvage del af bevægelsen bedst udnytte sine begrænsede kræfter til at skabe og/eller opretholde rum, der muliggør en mangfoldighed af nedefra-og-op, ikke-kapitalistiske løsninger på klimakrisen?
Svaret på dette spørgsmål begynder med to yderligere spørgsmål og tager os tilbage til argumentationens begyndelse. Første spørgsmål: Hvad er den væsentligste proces hvormed verdens regeringer forsøger at immunisere kapitalen fra offentlige kritik på klimaområdet? Svar: det er næsten helt sikkert Kyoto/Bali-processerne, hvor hele verden trakteres med et internationalt toppolitisk drama, men som i sidste ende kun udretter meget lidt eller slet ikke noget, der beskytter klimaet (bare en lille sidebemærkning: siden underskrivelsen af Kyoto-aftalen er det globale Co2-udslip oversteget selv IPCC’s værste senarier), og hvor en lillebitte reduktion i udslippet legitimere fortsat masseproduktion af drivhusgasser. For ikke at tale om skabelsen af et helt nyt marked for handel med Co2-udslipskvoter (der anslås at ville repræsentere en værdi på 2 trilliarder dollars i 2020) – til den globale kapitals store glæde. Det er planen, at opfølgningsprocessen på Kyoto, der begyndte på Bali i 2007, skal kulminere i en aftaleunderskrivelse ved det internationale topmøde i København i 2009.
Andet spørgsmål: Set både i forhold til vores fjender og vores mere moderate allierede, hvori ligger da den radikale bevægelses største styrke? Svar: I organiseringen af omfattende topmødeafbrydende mobiliseringer. Det er netop i forbindelse med topmødemobiliseringer at vi tidligere har været i stand til at skabe en mærkbar politisk effekt. I Seattle i 1999 formåede vi ikke alene lukke at konferencen ved at være på gaden. Vi bidrag også til skærpelsen af de mange konflikter, der eksisterede mellem de forhandlende regeringer indenfor. Hvis vi kunne gøre det samme igen, og hvis vi kunne skabe en politisk koalition omkring kravet om at »glemme Kyoto«, så ville vi ikke alene være i stand at holde det politiske rum åbent, der er nødvendigt for diskussionen af løsningsforslag der rækker udover den herskende markedsstyrede agenda. Vi ville også kunne levere et fokuspunkt omkring hvilket en fremspirerende global klimabevægelse kunne samle sig. Glem Kyoto – luk ned København 2009!
Men hvorfor foreslå endnu en stor topmødeprotest efter at have argumenteret for at modtopmøder har mistet den effektivitet de engang havde? Fordi klimapolitikken i 2008 ser meget anderledes ud end den neoliberale globaliseringspolitik i 2008. Faktisk ligner klimapolitikken anno 2008 mere globaliseringspolitikken før nedlukningen af WTO-topmødet i Seattle. Dengang, i »historien er slut-årtiet«, vidste mange godt at den neoliberal kapitalisme ikke var fejlfri, men der var ingen anerkendelse, ikke engang på venstrefløjen, af en bevægelse, eller måske endda en bevægelse af bevægelser som kunne modsætte sig den. Seattle gjorde det muligt at se lighederne i mange forskelligartede kampe, for at se dem som værende rettet imod den samme fjende. Seattle muliggjorde, at en bevægelse overhovedet kunne opstå, og det er her, vi kommer tilbage til udgangspunktet: Kampcyklussen omkring globaliseringen er måske afsluttet, men dens lære, så som læren om undgå en »en-uge-om-året-bevægelse« fokuseret på de store topmødebegivenheder, har ikke mistet sin gyldighed. Den fremvoksende klimabevægelse må være rodfæstet i en daglig praksis af modstand og transformation på alle niveauer, ikke bare globale, men regionale, nationale eller lokale. Men før den overhovedet kan se sig selv som en bevægelse, skal den først markere sig og vise, at der findes en langt mere radikal holdning end den der siger, at vi bare skal have mere og bedre handel med Co2-kvoter. Vise at der findes nogen, som ikke bare fokusere på klimaforandringer, men også på dens årsager: kapitalismen. Og for at det skal kunne ske, kan vi meget vel have brug for det, som nogle engang kaldte et overskridelsesøjeblik, hvor tiden speeder op og forandringer, der før var umulige, bliver mulige. Et modtopmøde kan gøre det. Bevægelsen er død, længe leve bevægelsen!
Tadzio Müller er aktivist og teoretiker. Han er bosat i Berlin og underviser på universitetet i Kassel.
Teksten er oversat af David Balleby Rønbach, der er aktivist og bl.a. aktiv i den danske gren af KlimaX.
Artiklen har tidligere været bragt på hjemmesiden turbulence.org.uk under titlen The Movement is dead, long live the movement!
Danish translation originally published in modkraft.dk
Original English version here. Finnish translation here. Spanish version here.
-
Who we are
Turbulence is a journal/newspaper that we hope will become an ongoing space in which to think through, debate and articulate the political, social, economic and cultural theories of our movements, as well as the networks of diverse practices and alternatives that surround them. Read more here
-
Turbulence on Myspace
