Livet i Limbo
Neoliberalismen er død, men det virker ikke til, at den har indset det. Derfor vakler den videre som en zombie fra en splatterfilm: tudegrim og dødsens farlig.
Af Turbulence
Vi er fanget i Limbo. En tilstand, af hverken det ene eller det andet. I mere end to år er verden blevet hærget af serier af forbundne kriser, der ikke viser tegn på at blive løst inden for den nærmeste fremtid. Neoliberalismen urørlige visheder, som fastholdt os så længe, er kollapset.
Dog synes vi ude af stand til at bevæge os videre. Protester og vrede er brudt ud omkring krisens forskellige aspekter, men uden en gennemgående og sammenhængende fælles reaktion. Forsøgene på at frigøre sig fra en mislykket verdens morads synes præget og tynget af en general følelse af frustration.
Troen på fremtiden er i krise og efterlader os med udsigten til en endeløs og nedbrudt nutid, som bliver hængende, ganske uforandret, i den rene inerti. Al tumulten til trods – »krisetiden« der hvor alting virker, som om det kan og bør forandre sig – føles det paradoksalt, som om historien har sat hælene i. Der findes en uvillighed eller en manglende evne til, at se problemerne i øjnene.
Individer, selskaber og regeringer har alle gravet sig ned og håber bare på at ride stormen af, indtil den gamle verden dukker op igen om nogle år. Forsøgene på at fremtrylle »grønne« helbredelses-injektioner fejltolker en epoke-krise som en cyklisk krise og udgrunder i blåøjet boosterisme.
Selvom astronomiske summer af penge har forhindret det finansielle systems totale kollaps, så er hjælpepakkerne blevet brugt for at forhindre forandring, ikke for at initiere den. Vi er fanget i limbo.
Krise i midten
Og alligevel skete der et eller andet. Husker du de skræmmende og dog berusende dage sidst i 2008, da alting skete så hurtigt og gamle dogmer faldt til jorden som efterårets blade? Det var ægte. Et eller andet skete der: De ellers så gennemprøvede og indstuderede måder at gøre tingene på, efter 30 års global neoliberalisme, var begyndt at forrykke sig.
Det, som hidtil var blevet taget for givet, gav ikke længere mening. Der forekom et form for skifte i det vi kalder for »middelgrunden« eller midten: de diskurser og handlemåder der udgør det politiske felts centrum.
Middelgrunden er ikke det eneste som eksisterer, men det er den som tilskriver det omkringliggende i verden mere eller mindre relevans, validitet eller marginalitet. Den konstituerer et relativt stabilt center imod hvilket, alt andet bliver relativiseret og afvejet.
Jo længere væk fra middelgrunden en idé, et projekt eller en handlemåde ligger, jo større er chancen for, at det vil blive afvist af offentligheden, ignoreret, diskvalificeret eller undertrykt på den ene måde eller den anden. Jo tættere, jo større er chancen for at blive inkorporeret – hvilket igen, ved en vekselvirkning, vil forandre middelgrunden i større eller mindre grad.
Middelgrunden defineres heller ikke »fra oven« som i et eller andet konspirationsmareridt. Det opstår ud af forskellige måder at være og gøre, tænke og tale, der bliver sammenvævet og forstærker hinanden individuelt og som et hele. Jo mere de måder bliver forenet »fra neden« som middelgrund, jo mere erhverver denne middelgrund magten til at forene »fra oven«.
I den forstand, blev eksempelvis neoliberalismen grundlagt før noget blev betegnet som denne; det øjeblik, hvor spædbarnet døbes, er et kvalitativt spring: det øjeblik hvor relativt uforbundne politikker, teorier og handlemåder bliver identificerbare som udgørende et hele.
Navngivelsen af ting som thatcherismen i Storbritannien, eller reaganismen i USA, markerede sådan et øjeblik for noget, som konstituerede sig selv i tiden inden, og som, i de seneste tre årtier, har domineret midten eller middelgrunden – neoliberalismen: som i sig selv var et svar på en krise i den forudgående midte, fordismen/keynesianismen.
Under New Deal og diverse internationale ækvivalenters æra opstod magtfulde arbejderklasser, som var blevet vænnet til, at deres behov skulle dækkes af velfærdsstaten, at reallønningerne ville stige, og at de altid ville være berettiget til at få en større del af lagkagen.
Fra begyndelsen var det helt centralt for det neoliberale projekt, at angribe arbejderklasserne og disses tendenser til at »forlange« samt underminere de statslige institutioner, i hvilke det gamle klassekompromis var funderet.
Velfærdsbestemmelser blev rullet tilbage, lønninger blev holdt på et stade eller tvunget nedad, og arbejdsforholdene blev mere og mere prekære.
Men angrebet havde sin pris. New Deal og det sociale kompromis den udgjorde, havde integreret solide arbejderbevægelser i middelgrunden, hvilket, i en lang periode, bevirkede en stabilisering i kapital tilvæksten. Det sikrede tilstrækkeligt høje lønninger til, at et pludselig langt mere produktivt industrielt systems produkter – baseret på Henry Fords samlebåndslinjer og Frederick Taylors »videnskabelige forvaltning« – rent faktisk kunne blive afsat.
Stykke for stykke blev den glubske offensiv imod det globale Nords arbejderklassers reallønninger erstattet af rekordlave rentesatser og øget adgang til billige varer, masseproduceret i områder hvor lønningerne var lavest (som i Kina) som det, der skulle holde gryden i kog.
I det globale Syd blev udsigten til en dag at opnå lignende høje levestandarder lovet som en mulighed. I denne forstand var den neoliberale globalisering en globalisering af den amerikanske drøm: »get rich or die trying«.
Neoliberalismen var altså også funderet på en »deal« (en aftale/socialt kompromis imellem klasser eller stridende parter, red.) af en eller anden art. Men det er som om, ordet har en lidt anderledes betydning: Dets tiltrækning på og inkorporation af folk var ulig den fordismen/keynesianismen havde.
Sidstnævnte inkorporerede synlige, konstituerede kollektive kræfter via fagforeninger og bondeorganisationer. Imens neoliberalismen adresserede individerne direkte som individer.
Denne middelgrund er groet ud af diskurser, lyster og handlemønstre, som var afvigende i forhold til den eksisterende (frygten for at fagforeningerne var blevet for stærke, utilfredshed med altings uniformitet, halvoffentlig korruption som kompenserede for et overreguleret liv) og handlede som sådan rigtig meget om individualisering.
Det handlede om at skabe bestemte former for individer: atomiserede, egoistiske erhvervsdrivende, hvis kollektive sociale relationer var underlagt en stræben efter egen privat vinding.
Fælledernes krise
I dag er denne neoliberale »deal« nul og niks. Den er hul, og middelgrunden, den udgjorde, er smuldret bort. Den tid, hvor billige lån, stigende huspriser og dalende varepriser kunne kompensere for stagnerende lønninger, er forbi, men ingen ny middelgrund er dog sammenfattet. Der har ikke rigtig været nogen som er blevet »enige« en ny »aftale« der kunne erstatte den gamle.
Netop derfor befinder i en tilstand hvor vi er fanget i hverken det ene eller det andet – i limbo.
Hav in mente at en ny middelgrund ikke altid behøver at følge i kølvandet på en ny social aftale. En »deal« resulterer kun måske en ny middelgrund (eksplicit som 1930’ernes New Deal eller implicit som neoliberalismen). Under alle omstændigheder vil denne nye middelgrund være mere stabil, hvis den var resultatet af eller et umiddelbart følge af et socialt kompromis. Men et nyt centrum i det politiske felt kan også opstå uden.
En middelgrund påkræver ikke den grad af samtykke, som ordet aftale antyder; det er en tilstrækkelig, men ikke nødvendig betingelse. Dog involverer tilkomsten af enhver ny middelgrund altid en inkorporations og attraktionsproces af sociale kræfter, som kunne være en potentiel trussel imod denne.
At blive enige om en »deal« er lidt ligesom – bevidst eller på anden vis – at give håndslag på en (midlertidig) våbenhvile efter en hård kamp. Men en middelgrund kunne også finde på at etablere sig selv midt i en periode med konflikt.
Fra vores nuværende udgangspunkt kan vi kun spå om, hvor længe kampen varer og om hvad, der bliver den nye »sunde fornuft«; det er endog stadig uklart, hvem der står på hvilken side og hvorfor.
Det er svært at regne ud, hvem der er ens allierede, før man overhovedet har startet slagsmålet. Men hvem skal slås imod hvem og hvorfor? Hvordan kommer bevægelsernes fællesgrund til, at se ud i de nye kampe og dem som ligger ude i horisonten?
Konceptet »fællesgrund« er ligesom begrebet middelgrund et teoretisk værktøj. Vi benytter os her af det for at benævne forskellige kampe, diskurser, praktiker og målsætningers knudepunkter og gensidige klangfelter.
I den forudgående alter-globaliseringsbevægelse bestod fællesgrunden af et stort genrungende nej til neoliberalismens monopoliserende logik. Sammen med en accept af, at der var mange mindre ja’er bestående af en diversitet af opfattelser indenfor økonomi, fælleder og social organisering (»One No – Many Yeses«).
I årevis kunne mangfoldige bevægelser mødes og genkende hinanden som slægtninge indenfor denne fællesgrund (afvisningen af neoliberalismen) uden at fornægte deres forskelligheder og uenigheder.
Men da vi som sagt mener, at neoliberalismen som middelgrund ligger i ruiner, så må det samme altså gælde for den fællesgrund, som havde rod i antagonismen til netop denne.
Fra galskab til mainstream?
Indtil for ganske nylig ville enhver, som havde forslået nationalisering af bankerne, blevet bespottet som en kvaksalver og en sinke, blottet for den mest basale forståelse af hvordan en kompleks, globaliseret verdensøkonomi fungerer. Så rodfæstet var ortodoksien, at en sådan idé var blevet diskvalificeret uden så meget som et modargument.
Men i det forgangne år har regeringer verden rundt nationaliseret store dele af den finansielle sektor med den ene hånd og uddelt svimlende summer af penge, til de institutioner som forblev på private hænder med den anden.
Lignende bevægelser mod midten har fundet sted omkring klimaforandringer og fælleder. Enhver »seriøs« politiker ønsker, næsten uden undtagelser, at blive opfattet som klimabekymret.
Hvad fælleder angår, noget som igennem længere tid eksklusivt har været venstrefløjens fokus eller påstand, har begrebet nu entret politikere og intellektuelle i midten af det politiske spektrums ordforråd.
Lige fra en bredere anerkendelse af det nødvendige og almennyttige i offentlig adgang til billige medikamenter og anden form for intellektuel ejendom, til forsigtige, men anerkendende kommentarer i The Economist omkring fælleder og til at Elinor Ostrom modtager Nobelprisen i økonomi for hendes arbejde og forskning om fælleder.
Samlet set kunne man måske argumentere for, at den offentlige diskurs’ tyngdepunkt forskyder sig mod venstre.
Men på den anden side er det også svært at komme udenom, at argumentationen for de nylige nationaliseringer hovedsageligt handlede om at redde finansiel kapitalisme og ikke om at være en del af socialdemokratisk omfordelingsprogram – og da slet ikke som del af en transition mod socialisme.
Ligeledes sigter den nye grønne økonomi på politikernes dagsorden da også på at vedligeholde en produktivistisk »big-business« model ved at forsøge at forbinde den med bæredygtige energiproduktionsprocesser.
Så tingene har altså ændret sig, men, fanget i limbo, er det stadig uoverskueligt, hvilket omfang forandringerne har.
Enkelte steder toner de dog klart frem. Den mest åbenlyse forandring er måske i forhold til hvad, der kan siges – hvad der med et trylleslag pludselig er blevet valide termer og argumenter frem for noget, som stammer fra en fjern verden, beboet af fanatiske idealister og ignoranter.
I sin storhedstid var neoliberalismen fantastisk dygtig til at fremstå som ikke-ideologisk, men som en fornuftsbaseret applikation af »videnskaben«, hvor alle andre (og videnskabeligt ukorrekte) tilgange nærmest fremstod som udtryk for decideret idioti.
I dag er det til gengæld blevet muligt at tale om, at forudsætningerne for den neoliberale økonomi naturligvis var ideologiske. At markedet ikke automatisk tendere hen mod equilibrium, at maksimering af egeninteresser altså kan medfører mindre optimale resultater og true vores evne til at opretholde os selv, og at omfordelingen af ressourcer i krisetider rent faktisk bliver rettet opad via massive hjælpepakker.
De hidtidige diskussionspræmisser – at markedet er et naturligt fænomen som er regeret af videnskabelige love – eksisterer ikke længere. Hardcore neoliberal ideologi vil således ophøre med at definere det politiske rum og dets betingelser, hvad der er godt og hvad der er dårligt (private frem for offentlige investeringer, privat effektivitet versus offentlig ineffektivitet, markeder frem for planlægning) og trække dets tyngdepunkt ind mod sig.
Zombie-liberalisme
Men betyder bortsmuldringen af den ideologiske middelgrund så, at den neoliberale æra rent faktisk er ovre? Eller er det her nærmere en slags time-out, en pause, en slags radikal diæt hvor neoliberalismen lige taber sig for ineffektiv kapital og institutioner, indtil den en dag dukker op igen, veltrimmet og ondere end nogensinde før?
På den ene side har krisen ikke medført en omstrukturering af banksystemet, eller at den finansielle kapital er blevet underlagt politiske retningslinjer; den seneste hjælpepakke-mani har vel på det nærmeste været et veritabelt plyndringstogt, som understreger og udvider de sidste 30 års neoliberale ressourceomfordeling – fra bunden imod toppen.
På den anden side har det gigantiske røveri mistet sin ideologiske retfærdiggørelse og afsløret det som det, det er: at stjæle.
Neoliberalismen har altid haft to sider. Der var både eliternes modoffensiv imod de sociale landvindinger, som arbejderbevægelsen og andre bevægelser havde vundet fra 1930’erne og fremefter ved at skubbe rigdom og velstand tilbage opad den sociale rangstige, men samtidig også et rent ideologisk projekt, som skulle frigøre markedet fra uønsket intervention fra regeringer og lignende.
Hvad står der tilbage af neoliberalismen, efter den ideologiske skal er pillet af? Det er ikke længere et (relativt) sammenhængende politisk-økonomisk program, men minder måske mest af alt om en plyndrende hær på tilbagetog, der samtidig lægger minefelter ud i det politiske system, før den må give afkald på kontrollen over det.
Men minefelterne, selv uden deres ideologiske camouflage, er både farlige og dødelige.
I alle de lande, der har givet massive hjælpepakker og/eller har oplevet finansielle kriser, er der nu massive underskud i statskasserne, og disse bruges nu af de aktører, som har haft flest fordele ud af det hele.
De mener, at de skal have gevinster ud af flere sparerunder og nedskæringer. Ved at overdrage kontrollen til nogle »sikre hænder«, som ikke kan drages til ansvar, fastlåser neoliberalismen situationen.
Et flot lille trick: den finansielle sektor bruger den gæld, som opstod ved at hjælpe dem ud af deres selvskabte krise, til at sikre fortsat politisk kontrol.
Det er alt sammen meget forvirrende, og det bliver ikke meget bedre af, at det bliver svære at låne, og at fødevare- og energipriserne stiger, at arbejderne stadig er underbetalte og i de nordlige lande forgældede – et såkaldt opsving, som ikke massivt øger lønningerne og/eller annullere personlig gæld, vil ikke ændre noget som helst. Den i forvejen lunkne neoliberale »deal« har altså mistet sin attraktion. Så der er altså ikke mere aftale og ikke mere ideologi.
Men hvad så med neoliberalismens sociale basis – den neoliberale »power bloc«? Kort fortalt, så er den i opbrud, hvis ikke totalt smadret.
Der findes ikke længere en social gruppe som kan påberåbe sig det sociale, økonomiske, politiske og kulturelle lederskab i samfundet. »centeret kan ikke holde«, middelgrunden er demonteret, efterladende sig en forvirret og ondsindet hær, institutioner uden vejledning og pejling fra en sammenhængende struktur og politiske partier som stadig kappes om magten, men uden nogen egentlige programmer at byde ind med.
Så hvis magtblokken er i gang med at plyndre det system, det engang styrede, og hvis, vigtigst af alt, den ideologiske kerne i neoliberalismen er væk, hvorfor lykkedes det så ikke en ny middelgrund at komme op til overfladen? Hvorfor giver hele apparaturets diskursive skifte mod venstre sig ikke til udtryk i praksis?
Svaret findes, i hvert fald delvist, i, at det neoliberale projekt afhang langt mindre af ideologi, end mange af dets kritikere mente.
Teori og ideologi er det, der skabte neoliberale aktivister og ideologer, men det var ikke med argumenters overbevisende kraft, at den transformerede subjekter og forskubbede det muliges grænser.
Disse grundlæggende forandringer tilvejebragtes mere operationelt end ideologisk. Neoliberalismen skaber sine egne forudsætninger ved at reformere materielle processer og frembringe en social virkelighed, som den påstår allerede eksisterer.
I stedet for at være blevet overbevist af neoliberale argumenter trænes folk til at selvopfatte sig som nogle, der maksimerer til alles fordel som det mest rationelle i verden.
Denne træning finder sted via en tvungen beskæftigelse med markeder, ikke bare i relation til økonomiske aktiviteter, men i alle livets facetter: uddannelse, sundhedspleje, børnepasning osv.
Tag det britiske skolesystem som eksempel; en bisværm af inspektører og statistikere akkumulerer læssevis af data om skolernes respektive præstationsniveauer. Det forventes herefter, at forældrene foretager et valg på skole-markedet ud fra disse data.
Uddannelse betragtes primært som noget, der skal forberede hjerner og kroppe til arbejdsmarkedet, det »rationelle valg« påberåbes derfor som en retfærdiggørelse, som skal kanalisere bestemte elever ind på erhvervsuddannelserne.
I mellemtiden forsøger mange »middelklasse« forældre at sikre deres poder »en god start på livet« ved at ansætte privat undervisere eller hive dem med i kirke hver søndag morgen.
Folk tvinges til at blive menneskelig kapital, små afgrænsede virksomheder i konkurrence med hverandre – isolerede atomer med ansvar for sig selv og ingen andre.
Neoliberalisme handler (eller handlede) ikke bare om, hvordan verden skulle styres, eller hvordan de enkelte regeringer helst skulle opføre sig. Det handler om individerne; om hvordan man skal leve.
Efter en skabelon for hvordan man bør leve, forsøger den bevidst at hyrde og guide dig til »frit« at vælge den livsførelse. Skibet er ladet. Hvis man vil deltage i samfundet i dag, så skal man gå, tale og opfører dig som Homo Economicus.
På mange måder er det denne neoliberale indkodning, ikke bare i offentlige institutioner og i den førte politik, men inden i os selv, som holder os fanget i limbo. Neoliberalismen er død, men det virker ikke til, at den har indset det.
For selvom projektet i det store hele ikke rigtig giver nogen »mening« længere, så vakler den videre som en zombie fra en 1970’ernes splatter film: tudegrim, insisterende til det sidste og dødsens farlig.
Hvis ingen ny middelgrund finder sammenhængskraft som stedfortræder, kunne denne situation nemt trække i langdrag. Alle de påtrængende kriser – økonomi, klima, fødevarer, energi ville forblive uløste; stagnation og mangel på retning vil sætte ind (fordismens krise stod på mere end et årti, 1970’erne, uden at blive løst).
Zombiens ikke-liv; en krop afklædt både mål og refleksioner, ude af stand til at justere sig efter fremtiden, ude af stand til at planlægge. En zombie opfører sig habituelt, men forbliver stadig operationel og fortsætter – selv imens den rådner op indefra.
Det er her vi befinder os, er det ikke, i zombie-liberalismens greb? Neoliberalismen slingrer videre, men uden retningssans eller teleologi.
Hvis man vil etablere et projekt og nedlægge zombien, så må man operere på mange forskellige planer, præcis som neoliberalismen gjorde. Hvilket betyder, at den må være tæt forbundet med en helt ny levevis.
Den største udfordring, der venter dem som advokerer for en »New eller New Green Deal«, er, at store dele af samfundets stadig er hypnotiseret af den neoliberale zombie.
Det handler ikke bare om at sysle lidt med regeringsbudgetterne eller ændre ved eliternes tankegods. Langt mere grundlæggende forandringer er nødvendige. Der skal ikke bare ske store ændringer i samfundets hoved – en transformation af hele den sociale krop må finde sted.
Middelgrunden og fælleder
Der er mange øjensynlige symptomer på den gamle middelgrunds forsvinden. På en måde er det her, det betydelige i Obama fænomenet skal findes: et politisk projekt, der er kommet til magten på en bølge af vage budskaber såsom »håb« og »forandring«, og som taler mindre om egne idéers styrke end om andres svagheder og mangler.
I mellemtiden har vi, os på den anden side af Atlanten, været vidner til det parlamentariske venstres kollaps i de seneste valgrunder. Europas centrum-venstre partier, lige meget om de har været ved magten eller ej, er blevet straffet i stemmeboksene, imens stemmerne mere konsistent er gået til højre.
Der har været en del mystik om, hvorfor centrum-venstre tilsyneladende bliver beskyldt for den økonomiske krise, men det venstre, som omfavnede neoliberalismen, blev også dens stærkeste tilhængere: Det var netop dem, som kom til at anse den for en progressiv kraft, som kunne bringe udvikling og velstand til selv de fattigste dele af verden. (Der findes kun sjældent en større fanatiker end en konvertit.) Det er denne illusions udslettelse som har medført det neoliberale venstres kollaps.
Betyder det så at alle venstreorienterede kritikere af neoliberalisme (og, nogen gange, kapitalisme) fra de venstreradikale partier til alter-globalisterne fra Seattle og Genova kan læne sig tilbage og sole sig i selvtilfredshedens lys?
De kan vel nu, med rette, påstå, at de har haft ret hele tiden i deres modstand imod neoliberalismens treenighed; finansialisering, deregulering og privatisering, men også Blairs »tredje vej«?
Vi regner os selv i blandt kritikerne, og vi har sandt for dyden haft ret i nogle ting – det neoliberale kreditsystems ustabilitet for eksempel.
Men den største fejltagelse, vi kan begå lige nu, er at tro, at gamle svar og sandheder stadig er gældende.
Med borteroderingen af den gamle anti-neoliberale fællesgrund og tilblivelsen af nye kampe er det ikke bare nødvendigt, at vi genbehandler spørgsmålet om, hvem »vi« er (eller var). Vi bør konstruere et nyt »vi«. Vi bør rette opmærksomme imod mulige svar på de nuværende konjunkturer. Vi har brug for – kollektivt – at skabe, identificere og navngive nye fællesgrunde.
At døbe en fællesgrund er hovedsageligt en analytisk arbejdsopgave: Det gælder om at identificere forskellige tendenser og komponenter, forsøge at reagere på dem og styrke lighedspunkterne, arbejde med de gnidninger, som der kan løses op for, og udpege dem, der ikke kan løses op for.
Fællesgrunde har, ganske som middelgrunde, en dobbeltkarakter.
På den ene side besidder de en objektiv side: diverse handlemåder, subjekter, kampe og projekter, er muligvis fælles om en masse ting uden at være klar over det.
På den anden side kan fællesgrunde besidde en subjektiv side, som kræver en vis selvbevidsthed og evnen til at genkende kampfæller og ligheder i andre projekter og mobiliseringer.
Det store fælles nej (»One No«) til neoliberalismen, er et åbenlyst eksempel på en selvbevidst og subjektiv fællesgrund. Det kræver en aktiv indsats at identificere fællesgrunden, men at udpege og vedligeholde dem er også med til at gøre dem stærkere og mere effektive.
Selvbevidstheden skaber en feedback-sløjfe, som kan give fællesgrunden den fornødne konsistens til at overskride den etablerede middelgrunds evne til tilbageholde den. Fællesgrunde har et iboende element af autonomi og stiller sine egne spørgsmål på sine egne betingelser.
Dette leder os videre til det næste spørgsmål: Hvordan påvirker fællesgrunde middelgrunde?
Det foregår ofte i det skjulte, som centrifugale kræfter der modvirker middelgrundens centripetale træk ind mod midten. Det kunne være nye praksisser, måder at leve på og tænke på, som afviger fra syntesen; de breder sig, men uden nødvendigvis at blive en synlig trussel imod midten.
Tænk på de mange skjulte kampe, der finder sted, når kontor- eller fabriksarbejdere bevidst sænker arbejdets gang, men uden at organisere en strejke; den indvirkning det har på det øvrige samfund, når bøsser og lesbiske skaber rum for deres begær; på de synkretiske religioner i Latinamerika og Afrika som blev praktiseret lige under næsen på kolonisatorerne. Tænk på pillens (p-pillen, red.) fremkomst, og hvordan den var med til at give kvinder øget bestemmelse over egen krop og muterede de seksuelle relationer i de sociale roller og identiteter.
Sådanne fænomener bliver først synlige, når de gnider sig op af middelgrunden og konflikter med de eksisterende institutioner og praksisser.
Fællesgrunden stiller spørgsmålstegn ved den måde middelgrunden har stykket verden sammen på og problematiserer den på måder, den har svært ved at håndtere. Effekterne af sådanne unavngivne fællesgrunde og de mutationer, de producerer, er nok begrænsede og akkompagneres ofte af en eller anden form for diskvalifikation eller repression.
Fællesgrunde bliver mere magtfulde og deres indvirkning mere udtalt, når de bliver mere synlige, og når de får et navn. Det er netop her deres centrifugalkraft skabes om til direkte antagonisme.
Antagonismen er dog ikke et mål i sig selv. I 1990’erne, hvor den neoliberale middelgrund var på sit stærkeste og mest hegemoniske, var det en absolut nødvendighed, at i talesætte og opretholde et antagonistisk forhold, især på grund af et af neoliberalismens dogmer – »end of history« (idéen om den historiske udviklings ophør, red.) – som netop proklamerede de indre modsætningsforholds endeligt.
I dag står vi i en anden situation. Globalt set står venstrefløjen svagt, men middelgrundens tilsvarende svaghed, giver alligevel »os« en unik mulighed for at intervenere i og påvirke skabelsen af en ny middelgrund.
At forsøge, at navngive en ny fællesgrund, er samtidig at styrke vores evne til influere udfaldet af de mange globale kriser, og hvordan de skal håndteres.
Vi bør naturligvis være opmærksomme på, at fremkomsten af en ny fællesgrund og dens eventuelle indvirkning på middelgrunde, ikke nødvendigvis er en god ting.
Her kunne vi for eksempel tænke på neoliberalismens egen genesis.
Mont Pelerin Society, grundlagt af Friedrich Hayek i 1947, studerede frimarkeds idéer igennem Keynesianismens gyldne alder. En cirkel af beundrere omkring den russisk-amerikanske skribent og filosof Ayn Rand havde nogle af de samme tanker. Mont Pelerin Society havde medlemmer såsom George Shultz og Milton Friedman – Shultz blev senere en del af Nixon og Reagan administrationerne, og ved University of Chicago underviste de begge »the Chicago boys«, som senere liberaliserede de latinamerikanske økonomier i 70’erne og 80’erne.
Disse frimarkeds tænkere og aktivister definerede en fællesgrund som destabiliserede og destruerede den keynesianistiske/fordistiske middelgrund.
Mod nye fællesgrunde?
Men selvom vi synes fanget i limbo, skabes historien stadig. I de senere år er en mangfoldighed af kampe brudt ud, nogle mere synlige end andre.
I dele af det globale Nord er en direkte aktionsbevægelse imod klimaforandringer og for klimaretfærdighed dukket op og er vokset eksplosivt. Vi har oplevet tiltagende politisk aktivitet omkring universiteterne, for eksempel en bølge af besættelser og strejker i Italien imod en uddannelses-reformpakke og masseprotester imod dyrere uddannelser og nedskæringer i Californien.
I visse tilfælde er protestbevægelser opstået i kølvandet på den finansielle krise, for eksempel på Island eller i Irland og Frankrig. Eller i Grækenland, hvor den udbredte sociale lede ved den manglende udsigt til forbedringer for »700 euro generationen«, har resulteret i massive protester.
I Latinamerika, unægtelig den del af verden hvor de venstreorienterede kræfter står stærkest, har vi været vidner til en eksplosion af kampe imellem oprindelige befolkningsgrupper og transnationale korporationer om naturressourcerne.
I Peru konfronterede de oprindelige befolkningsgrupper regeringen og dens hær, og det lykkedes at forhindre destruktionen af regnskoven og deres livsgrundlag i jagten på nye olieressourcer.
Andetsteds har bevægelsen for Nigerdeltagets emancipation bekæmpet den nigerianske hær og har forstyrret eller afbrudt flere Shell togter i området. I Sydkorea besatte fyrede arbejdere SsangYong bilfabrikken i Seoul og udkæmpede vilde kampe med politiet og hæren, kun for at blive sat ud efter en omfattende sikkerhedsoperation.
Selvom listen kunne fortsætte og fortsætte, er det svært ikke at få indtrykket af, at kampene er forblevet relativt uforbundne. I det store hele har de altså ikke vækket tilstrækkelig resonans til at etablere en ny fællesgrund.
Først og fremmest ved vi, at i en epokegørende krise som den her er både nye middelgrunde og nye fællesgrunde tvungne til at opstå omkring de problematikker, som bragte den gamle epoke eller æra i knæ.
Lad os endnu engang vende tilbage til fordismens krise. I 1970’erne havde vedholdenheden i lønstigningerne efterhånden afstedkommet en omfattende profitkrise; sideløbende eksisterede der en udbredt frygt for, at fagforeningerne var blevet for stærke, at staten var blevet for altomfattende og bureaukratisk og livet for ensformigt.
Det neoliberale projekt afhang, i hvert fald i dets anglo-amerikanske hjemstavne, af at den gik i vælten med disse problemer og taklede dem på en effektiv måde samtidig med, at den fangede essensen af den begærlighed og de diskurser og praksisser, som ellers førhen havde været afvigende, ved at stille individer muligheden for selvrealisering i udsigt.
Da neoliberalismen knuste fagforeningerne, indskrænkede velfærdsbureaukratiet, gjorde en ende på stagnation og overkom inflationen, adresserede den, med stor effektivitet, på den ene hånd de problemstillinger, som bragte den gamle New Deal i knæ og lagde på den anden hånd grundstenene til et helt nyt sæt af systemiske problemer.
Den første, mest umiddelbart genkendelige krise i neoliberalismen forekommer den enkelte forskelligt afhængigt af, hvorfra man ser den fra.
Hvad der fra toppen ligner en »økonomisk krise« (manglende vækst, manglende profitter, manglende efterspørgsel) opleves fra neden som en »krise i den sociale reproduktion« Arbejdsløsheden stiger og udhulingen af statskasserne underminere det sociale sikkerhedsnetværk.
Zombie-liberalismens svar på ovenstående har også været dens ultimative nederlag: køb bankerne og nogle velforbundne industrier ud (samtidig med at skabe et enormt underskud i statskasserne), forsøg at genoppuste låneboblen og bed til at nogle vil låne de penge, der er blevet frigjort.
Men ak, der kommer ikke nogen ny kilde til masse-efterspørgsel, ingen investeringsmuligheder på den nødvendige skala. Ad denne gamle udtrådte sti findes kun ruiner.
De to perspektiver på den samme krise hidkalder to forskellige, umiddelbart »logiske« svar.
Imens zombie-liberalismens reaktioner giver mening efter sin egen skindøde logik, er det logiske svar i forhold til problemet med den sociale reproduktion: at skabe og udbrede fælleder. Forsvar, skabelse og ekspansion af fællesejede ressourcer tilgængelige for alle: udvidelse af offentlig transport, (re)socialisering af sygeplejen, garanteret mindsteløn osv.
Fælled-strategien ville kunne opnå to essentielle og sammenflettede mål. Indledningsvis ville det adressere vores øjeblikkelige frygt for at miste vores livsgrundlag, da det ville skabe rum for, at den sociale reproduktion kunne finde sted udenfor kapitalens kriseramte kredsløb.
Deræst ville det modvirke den atomisering, som tre årtiers neoliberalisme har medført. Hvis deres svar er at udelukke visse grupper fra de kollektive ressourcer, så vil skabelsen og den frie tilgængelighed til fælleder modvirke dette. Åben adgang til fællederne vil underminere den racistiske og nationalistiske politik som vinder frem, især i Europa, og i dele af Afrika og Asien.
En anden central problematik er de mange socio-økologiske kriser, som raserer verden lige nu, som et udslag af kapitalismens behov for uendelig vækst og planeten Jordens endelige udbud af ressourcer – biokrisen.
Der er (igen) to forskellige synsvinkler på denne krise. Fra kapitalens og statens synsvinkel kunne det ligne en faretruende trussel imod den sociale stabilitet.
Klimaforandringer underminerer livsgrundlaget for flere og flere mennesker, som bliver tvunget til at skaffe til dagen og vejen via »ekstra-legale« midler. Mange regeringer frygter klimaflygtninge i store mængder. Somaliske fiskeres (og andres) pirateri er et direkte resultat af overfiskning ved Afrikas Horn.
Men stat og kapital anser også selvsamme ustabilitet som en mulighed for at genlegitimere politisk autoritet, udvide statens magtbeføjelser og kickstarte en ny runde grøn akkumulation.
Men biokrisen, som navnet antyder, truer livet og gør det disproportionalt i forhold til hvem, der har skabt klimaforandringerne.
I stigende grad tenderer de bevægelser, som forsamles omkring de ovennævnte modsætninger – i mellem kapital og liv, vækst og begrænsninger – mod, at gøre det under sloganet »klimaretfærdighed« (climate justice, red.): idéen om, at løsningerne på krisen bør indebære et opgør med nuværende uretfærdigheder og skæve magtbalancer, i stedet for at forværre dem, og at deres tilblivelse bør involvere dem, som er mest påvirkede af konsekvenserne af klimaforandringerne.
Vi kan naturligvis ikke være sikre på, at nye middelgrunde eller fællesgrunde vil opstå omkring disse tematikker – den økonomiske krise/krise i den sociale reproduktion og biokrisen – men vi er overbeviste om, at ethvert succesfuldt nyt projekt nødvendigvis må adressere begge.
Fra fælleder til forfatninger
Hvis en ny fællesgrund skal bryde frem, kræver det et øjebliks nåde – at vi træder et skridt tilbage fra de antagelser, taktikker og strategier, som formede og udgjorde den anti-neoliberale, mod-globaliserings cyklus af protester fra århundredeskiftet.
Den fællesgrund som konstrueredes i den periode må genkomponeres igennem den aktuelle situations prisme.
Alter-globaliseringsbevægelsen besad en iboende mistænkelighed overfor (og ofte en direkte modstand imod) institutioner, forstået som konstituerede former for magt, per se.
Mistænkeligheden gav sig blandt andet udtryk i spændingerne i en af bevægelsens mest institutionaliserede fremtrædelsesformer, World Social Forum (WSF). Skepticismen var velfunderet og udgrundede i en general anerkendelse af, at den neoliberale ideologi havde annekteret mange fagforeninger og langt de fleste socialdemokratiske partier.
Men da neoliberalismens krise brød ud i lys lue, så det ud til, at den sunde mistænksomhed af bagdøren havde medført en manglende kapacitet til aktivt at modellere økonomi og politik. Et antagonistisk forhold til institutioner, som et mål i sig selv, er en blindgyde. Antagonismen bør fungere som et redskab i en proces, hvor man søger at skabe autonomi og konstituere nye former for magt, ellers risikere man selvopløsning eller tilbageslag.
Den meget sporadiske måde, bevægelsen momentvis viser sin styrke rundt omkring i dag, er utilstrækkelig: Vi har brug for organisationsformer, som tager udgangspunkt i den kollektive administration af dækningen af vores behov, som politiserer den sociale reproduktions strukturer og mekanismer og opbygger styrke med det som udgangspunkt.
Hvilke former kunne sådanne organisationer antage i det nuværende klima? Kampagner imod tvangsauktioner eller stigende forbrugsregninger, privat gæld, energi ressourcer…? Under alle omstændigheder er der brug for interventioner, som tager udgangspunkt og finder kontinuerlighed i vores delte liv og selvfølgelig ibrugtager antagonistiske øjeblikke til at forøge vores evne til at konstituere og forme, men ikke bare som endemål i sig selv.
For et årti siden, hvor den neoliberale doktrin var på sit højeste, og hvor samtlige institutionelle adgangsveje var hermetisk forseglede, var kategoriske afvisninger en plausibel taktik. Nu ligger landet anderledes og stiller os overfor andre problemstillinger.
Vi har rent faktisk nogle aktuelle eksempler på vigtige ændringer som har bidt sig fast og indskrevet sig selv på det institutionelle niveau.
Det mest bemærkelsesværdige er utvivlsomt forfatningsprocesserne i Bolivia og Ecuador, som i forhold til både landenes politiske historie, men også forfatningslov i det hele taget, fremstår som radikale innovationer.
For det første fordi de formgiver genetableringen af de sociale kræfter på en sådan måde, at størstedelen af befolkningen, for første gang i deres historie, rent faktisk har en mulighed for at blive hørt og er, i hvert fald til en hvis grad, repræsenterede.
Endvidere er en decideret institutionalisering af fler-nationalitet som et statsprincip et grundlæggende brud med den eksisterende opfattelse af suverænitet via en anerkendelse af mange forskelligartede, autonome og suveræne former indenfor staten og en anerkendelse af den historiske gæld, som koloniseringsprocessen har medført.
I Ecuadors tilfælde er det ikke bare fler-nationalitet, der er indskrevet, men faktisk også de oprindelige befolkningsgruppers koncept »the good living« (sumak kawsay) og »naturens rettigheder«, som bliver gjort til deciderede principper.
Sidstnævnte er enestående i al lovgivnings historie og følger direkte af det første: »the good living« hvilket selvindlysende involvere opretholdelsen af den natur man lever i – ikke som en ressource man overlever af, men som et medie i hvilket man lever.
Idéen om, at verden havde fundet sin endegyldige og definitive form i den moderne parlamentariske stat, var helt central for »end of history« doktrinen. Selvom alterglobaliserings cyklussen opponerede doktrinen, syntes den at gøre det med omvendt fortegn: altså at institutioner aldrig kunne være forandringssubjekter.
Men en afvisning af institutioner i det hele taget er ikke en naturlig følge af en afvisning af institutioner, som vi kender dem.
Men disse forfatninger er allerhøjest en begyndelse og på en måde er det først efter, de er skrevet, at den rigtig konstituerende proces finder sted: der hvor bogstaverne i teksten skal følges op med genuine forandringer.
Den lyserøde latinamerikanske bølges helt store test drejer sig ikke så meget om organiserede tilbageslag (som i Honduras) men om sine egne højt besungne succesfortællingers fremtidsperspektiver.
Det er naturligvis, igen, et spørgsmål om nye middelgrunde og fællesgrunde: et spørgsmål om hvor langt væk fra de gamle middelgrunde de her processer kan bevæge sig og hvilke nye fællesgrunde, der kan skabes for at hjælpe dem på vej.
De seneste erfaringer fra Latinamerika har været, og er til stadighed, stærkt divergerende og ofte modsigende: anerkendelsen af »the good living« og »naturens rettigheder« er gået hånd i hånd med »udviklingsparadigmets« genopstandelse, en tiltagende udnyttelse af naturressourcerne og en fornyet fokusering på vareeksport.
Spørgsmålet er, om de eksisterende bevægelsers konstituerende energi er blevet totalt opbrugt i forfatningsprocesserne? Vil de i den kommende tid være travlt beskæftiget med, at konsolidere landvindingerne, eller vil de forøge indsatsen? Vil nye dynamiske bevægelser i Brasilien, Bolivia, Venezuela etc. under statsniveau genopblusse den transformative energi, som tilvejebragte den nuværende situation, eller vil udviklingen køle af og forstene?
Hvor relevante er disse processer og problemstillinger for de af os, som ikke opholder sig eller har forbindelse til Latin Amerika?
På mange måder forekommer kontinentet, hvor institutionelle aktører rent faktisk er modtagelige overfor sociale bevægelsers fællesgrunde, som en anomali og ikke en general tendens. Men måske er netop dets status som anomali et tegn på neoliberalismens begyndende sammenbrud.
Det meste af verden står overfor forskelligartede symptomer og spørgsmål: hvis zombie-liberalismen er en længevarig tilstand, hvordan kan de sociale bevægelser så påvirke verden i en bredere forstand?
Hvis der ikke er nogen dominerende middelgrund, som fremvoksende fællesgrunde kan gnide sig opad, hvordan bliver kampene så synliggjort? Hvordan former vi antagonismer imod et usammenhængende fjendebillede?
Hvis neoliberale subjekter til stadighed bliver formet, hvordan afbryder vi så denne proces og skaber nye subjekter med en udvidet horisont?
Mange igangværende kampe ligger da også an på, at zombie-liberalismen ikke er en varig tilstand, og at nye middelgrunde er på vej.
Tænk bare på bevægelserne omkring den truende destabilisering af klimaet, hvor kampen ikke bare er imod inaktivitet, men i lige så høj grad imod de falske løsninger, som bliver fremsat.
Fra dette perspektiv kan Latinamerika virke som en udpost fra en potentiel fremtid, og dets problemstillinger kan pludselig virke mere tidssvarende. Det er det vanskelige ved at navigere i en krise.
Når fremtiden er så uklar, bliver vi nød til at operere på mange forskellige planer samtidigt. Vi må navngive fællesgrunde, men samtidig være åbne overfor nye retninger. Vi må være på udkig efter institutionelle samtalepartnere, men samtidig acceptere, at vi også må skabe institutionerne selv.
Vi må lave forarbejdet for, at en ny middelgrund kan bryde frem, men uden at blive fanget af den.
Det er naturligvis alle sammen vanskelige opgaver, men det er sådan et nyt »vi« skabes. Selv det mindste skridt kan måske forekomme nærmest umuligt lige nu, men vi bør holde in mente, at når først en ny fællesgrund begynder at tage form, kan det pludselig gå meget stærkt.
Den nuværende situation er så skrøbelig, at selv den mindste bevægelse kan have en dramatisk effekt. Måske skal der ingenting til, for at en verden grebet af entropi forvandles til en verden fuld af potentiale.
Turbulence. December 2009
Teksten er skrevet af kollektivet Turbulence som består af David Harvie, Keir Milburn, Tadzio Mueller, Rodrigo Nunes, Michal Osterweil, Kay Summer og Ben Trott. Kollektivet kan besøges på www.turbulence.org.uk.
Teksten er oversat af David Balleby Rønbach, aktivist i netværket Climate Justice Action og Klima Kollektivet.
This translation was fist published by Modkraft.dk in December 2009. The original English version of the text is available here. Additional translations of this article: Dutch (published by GlobalInfo.nl) | German (published by analyse & kritik) | Spanish [PDF] (published by Herramientaand in our Spanish edition) | Turkish (published by Birikim) | Swedish [PDF] (published by Brand) | Portuguese (published by Lugar Comum) | Italian (published by Loop). Translations of other Turbulence articles can be found here.
-
Who we are
Turbulence is a journal/newspaper that we hope will become an ongoing space in which to think through, debate and articulate the political, social, economic and cultural theories of our movements, as well as the networks of diverse practices and alternatives that surround them. Read more here
-
Turbulence on Myspace
